DAGLIGDAGEN PÅ SKOLEN
Skoleperioder og frikvarter
Dagligdagen på skolen
Alle dage starter med morgensang efter 1. lektion. Her samles hele skolen og beder morgenbøn og synger en sang eller en salme.
Vi får samtidig vigtige meddelelser og spændende nyt fra de forskellige klasser.
Almindelige skoleperioder
I de normale skoleperioder følger elever og lærere det faste skema, dog afbrudt af forskellige arrangementer, som er indlagt i årsplanen. Det kan eksempelvis være vores årlige Høstmarked, Skolekomedie, ekskursioner eller andet.
Hver 14. dag går vi i kirke. Hvad enten det er gruppen til Lyngby Kirke eller gruppen til den katolske kirke, tager de ældste elever de små ved hånden og følges med dem og hjælper dem i kirken.
Arbejde på tværs af klasserne
På Sankt Knud Lavard privatskole arbejder vi som udgangspunkt årgangsdelt, men i perioder arbejdes der også på tværs af klasserne, da det styrker fælleskabsfølelsen og et sundere skolemiljø, når alle elever kender hinanden. Det har vi rigtig gode erfaringer med.
Frikvarter og bevægelse
Alle elever skal ud hver dag for at få rørt sig i den friske luft. Skolen har også en dejlig gymnastiksal, som bruges til idræt, boldspil og leg i frikvartererne.
Vi tager trivsel alvorligt - også i hverdagen
Vi bestræber os på, at dagligdagen skal være præget af godt samarbejde blandt eleverne såvel som personalet. Stemningen skal være positiv og samværet skal være præget af en fælles ansvarsfølelse. Vi tilstræber en debatkultur, hvor man åbent udveksler synspunkter og erfaringer.
Med en skole af overskuelig størrelse har vi et godt overblik over skolen, eleverne og stemningen generelt.
Som elev hos os er det ikke nemt at være “usynlig”, da alle kender alle, og det spottes hurtigt, hvis noget går et barn på. Se også vores trivselspolitik.